søndag den 4. december 2016

2016/09
Pakke 1

Vin nr 1

Pagos de Araiz 2014
50% Tempranillo — 40% Cabernet Sauvignon 10% Graciano.
Det gamle kongerige Navarra kan gøre krav på at have Spaniens ældste kommercielle vingård, som ligger i Funes ved Arga floden. Den blev anlagt af romerne, for at kunne levere vin til deres soldater i området. Navarra var et magtfuldt kongerige omkring år 1000, som styrede alt op til Bordeaux. Området har altid nydt godt af de mange pilgrimme som samledes der, før de fortsatte til Santiago. Den sydligste del af distriktet er direkte nabo til Rioja vinområdet, der afgrænses af Ebro floden. Det kølige højland med indflydelse fra Biscayen giver perfekte forhold for vinproduktion. Den nedslidte vingård Pagos de Araiz blev i 2000 overtaget af Masaveau familien, der efter store investeringer frigav deres første årgang fra bodegaen i 2005. Vinen lagres 5 mdr. på en blanding af franske og amerikanske egefade. Farven er funklende klar. Duften er frisk og ren med præg af mørke bær og balsamico. Smagen er fyldig, elegant og kompleks med let toasted eftersmag af vanilje og karamel.

Kan drikkes nu (sept 2016) eller gemmes yderligere 8 — 10 år
(2024-26).
Velegnet til fjerkræ eller flyvende vildt - se opskrift.